
Om Rasmus Thy Grøn

- Selvstændig erhvervspsykolog (2025-)
- Erhvervs-ph.d. i ledelses- og organisationspsykologi ved Aarhus Universitet (2019-2024)
- Erhvervspsykolog og partner i LEAD – enter next level (2014-2025)
- Cand.psych. med specialisering i erhvervspsykologi ved Aalborg Universitet (2009-2014)
Erhvervspsykolog, ph.d., forfatter og foredragsholder
Vi ved ofte godt, hvad vi burde gøre. Alligevel bliver gode intentioner tit ved tanken.
Vi ved godt, at vi skal prioritere, lytte bedre, lære af vores fejl, give feedback og være åbne for nye perspektiver. Alligevel fylder kalenderen sig igen, vi går i forsvar, når feedbacken rammer, og vi gentager de gamle mønstre. Og den forandring, der så enkel ud på PowerPoint, viser sig langt vanskeligere i virkeligheden.
Dette mellemrum mellem intention og handling er den røde tråd i mit arbejde.
Som erhvervspsykolog arbejder jeg med de psykologiske mekanismer, der former vores handlinger – og som enten hjælper eller spænder ben, når vi skal lære, samarbejde, præstere og lykkes med forandringer.
Handling begynder før handlingen
Når vi vil ændre noget, er det fristende at begynde med det, der er nemt at få øje på: Hvad skal vi gøre anderledes? Hvilket værktøj mangler vi? Hvad er handlingsplanen?
Men måske begynder vi det forkerte sted. For vores handlinger kommer ikke ud af ingenting. Bag dem ligger tanker, følelser og antagelser, som påvirker, hvad vi får øje på, hvordan vi fortolker situationen – og hvad vi gør bagefter. Det er det felt, jeg kalder tankekraft.
Mit arbejde tager blandt andet afsæt i forskning i growth mindset, psykologisk tryghed, perfektionisme og optimisme. Forskellige forskningsområder, som alligevel alle kredser om det samme spørgsmål:
Hvad hjælper – og hvad spænder ben – når mennesker skal lære, udvikle sig og handle anderledes?

Forskning skal virke i virkeligheden
Jeg er erhvervspsykolog (cand.psych.) og ph.d. i ledelses- og organisationspsykologi.
I min erhvervs-ph.d. ved Aarhus Universitet forskede jeg blandt andet i growth mindset og psykologisk tryghed og i deres betydning for læring og udvikling i organisationer.
Siden 2014 har jeg arbejdet med ledere, medarbejdere, teams og organisationer i både den private og offentlige sektor. Tidligere var jeg partner i konsulenthuset LEAD. I dag driver jeg min egen virksomhed som erhvervspsykolog, foredragsholder, facilitator og rådgiver.
Jeg er desuden forfatter til bøgerne Tankekraft – Den glemte kunst at gå fra tanke til handling og Mønsterbrydere og mindset.
Jeg holder meget af forskning. Men jeg har relativt lav tolerance for teori, der kun fungerer på PowerPoint.
Derfor er jeg optaget af at gøre psykologisk forskning forståelig og anvendelig – med konkrete greb, som ledere og medarbejdere kan bruge i hverdagen.
Målet er ikke bare ny viden. Målet er, at noget ændrer sig i den måde, vi tænker og handler på.
Viden skal virke – i virkeligheden.
For nogle gange kræver mere handlekraft ikke, at vi gør mere.
Det kræver, at vi tænker bedre.


