1. januar 2026

Nytårsnummer:
En dag i en mindset doktors liv

(Læsetid: 6:49 min)

Kl. 8:32 på et hjemmekontor et sted i Danmark
Skarpe lysstriber kryber hen over bordet, mens mine fingre danser utålmodigt på tastaturet. Tastaturet vibrerer svagt under rytmen af min ubeslutsomme fingerdans.
Hvordan er det nu en god indledning ser ud? Tænke … tænke … tænke. Hans nævnte noget med, at den chokerer og engagerer, gjorde han ikke?

Fugtige fingerspidser slår mod plast – klik! Og løsner sig igen – klik! Med samme klæbrige suk som den sidste gule post-it, der slipper den overfyldte planche efter et alt for langt eftermiddagsmøde.

Mine løbetights klistrer til stolen, mens skærmens blåhvide aura suger mig ind i et andet univers. Her er ro og uro. Ro, fordi det eneste, jeg sanser uden for skærmen, er nuancer af nødder, lakrids og chokolade. De breder sig fra den dampende mørke kop, der står til højre for min mus. Uro, fordi indledningen ikke gider komme ud af mit hoved og ned på papir.
Hvis jeg dog bare var lidt bedre til at gå fra tanke til handling.

Kl. 6:31 tidligere samme morgen
Gisp! Min ryg skyder sig fri af madrassen i ét ryk, og min puls dundrer i trommehinderne.
Den skide alarm! tænker jeg, mens alarmen fortsætter sin morgenfanfare.
Er klokken virkelig 6:30? Min krops modløshed bekræfter mig i, at det føles mere som 4:30.
Åh, hvad jeg ikke ville give for en nats uforstyrret søvn.
På natbordet pulserer kanin-natlampen fortsat – som en ubuden gæst, der har glemt sin besøgstid.

Fem friske skridt, så står jeg ved tøjskabet. Min overkrop halser efter, som en hundehvalp på glat is, der prøver at indhente sine egne ben. Mit løbetøj hænger klart.
Ét minut, så er jeg klædt på fra top til tå. Aerodynamiske tights, løbesokker, ur og pandebånd, så ørerne ikke giver unødig vindmodstand. Som Formel 1-fan ved jeg, hvor altafgørende vindmodstand er. Mine aerodynamiske tights sidder ikke helt, som de plejer. De føles på en måde mere ”tight”. Men hvad vægten ikke ved, har jeg ikke ondt af.
Så … nu skal børnene op!

Kl. 7:23 i gangen
En mental rejse senere er morgenmaden fortæret. På bordet ligger de katastrofale følger af en havregrøds-tsunami. Solens morgenstråler oplyser små fragmenter på gulvet, som ellers belejligt var skjult af nattens mørke. Ingen går fri. Heller ikke fars bukser eller sokker. Men skidt … løbetøjet skal jo vaskes.
Efter forlænget spilletid i dagens udgave af påklædningsbingo er der kun tandbørstnings-gemmeleg tilbage.
Kurs mod børnehaven. Endelig! Det tænkte jeg selvfølgelig ikke – eller jo, sådan delvist.

Kl. 7:47 på børnehavens parkeringsplads
Vi triller ind på parkeringspladsen foran børnehaven. I døren står Sara og hendes far, Thomas. ”Hej, det ser godt ud!” siger Thomas, mens han nikker og blinker.
”I lige måde Thomas!” siger jeg, mens vi giver hinanden en ”mental” high-five.
Favnen er fyldt af børnehænder, tøj og tasker. Jeg fortsætter ind ad døren og tager løbeskoene af.

Tænke … tænke … tænke. Madpakker i køleskab – tjek. Rent skiftetøj i rummet – tjek. Farvel-vinke show – tjek. Indtjekning på Aula – pis!
Tilbage, ind ad døren. Bare de ikke ser mig! Tryk, tryk, tryk, så er det klaret.

Kl. 8:21 på hjemmekontoret
Hvor kom jeg fra? Nå ja, indledningen. Indledning, indledning, indledning. Hmm … Hvordan skal den begynde? En god indledning engagerer og chokerer. Men at gå fra tanke til handling, fra idé til tekst er … mildest talt svært. En kop kaffe mere? Jae, det er vist lige det, jeg har brug for. Det skal nok få tasterne på gled.

Kl. 10:23 ved skrivebordet
Tastaturet er tavst. Kun musikken fra haveorkestret bryder den larmende stilhed. Solsorten spiller førsteviolin.
Kniiirrrk … knirk-knirk! Stolen signalerer tydeligvis, at den har mistet tålmodigheden med mig. Jeg forstår den godt. Var det en anden end mig selv, der sad i stolen, havde jeg gjort det samme.
Jeg skal finde den rette vinkel. Vinkel, vinkel, vinkel… Spinkel!
Nej Rasmus! Jeg tror ikke, at det Hans mente med ”den rette vinkel”, handler om rim. Der var noget med ordene ’chokerer’ og ’engagerer’ – de var vist vigtige. Meeen … hvis jeg nu ikke kan finde noget, så kan jeg måske bare sige til Hans, at jeg har besluttet, at indledningen bare skal være en enkelt sætning: ”Kig på næste side!” Det chokerer vel? Måske engagerer det også? Læserne kommer jo lynhurtigt til første kapitel!”

Kl. 11:41 rundt omkring i huset
Kuk-kuk – inspiration, hvor er du henne?
Nu ved jeg det! Jeg tjekker lige LinkedIn og Facebook, så er jeg sikkert i hopla bagefter.
Hold da op, er der allerede gået en time. Jeg forstår det ikke. Jeg har søgt inspiration alle de gængse steder: Instagram, vasketøj, opvaskemaskinetømning, kaffebrygning, oprydning og snackspisning. Hvorfor virker det ikke? Hvem kunne have gættet det?”

12:42 tilbage ved skrivebordet
Bip-bip!
Hvem er det nu! Jeg var så tæt på at få hul på indledningsbylden. Jeg sidder her med den indledning og har et hyr, og så er der konstant postyr. Det er utroligt, man ikke kan få ro på det her hjemmekontor!
Spørgsmål: ”Har du tænkt på aftensmad? (smiley)” 
Ja, hvad med en blank indledning serveret med sure miner? Godt du kun tænkte det! 
Svar: ”Ikke før nu. Kan du tage noget med hjem (smiley)?” 

Kl. 13:52 ved skærmen
Koncentration … concentrazione!
Hvis ikke jeg kommer i gang snart, kan jeg lige så godt droppe den bog! Bare ærgerligt. Sonny-boy – det bliver ikke til noget.

Brr-brrr… brr-brr…!
Det stopper aldrig – gør det? Far igen. Hvad vil han nu?
Jeg gør det hurtigt, og så er det tilbage på sporet.
”Hej far, hvad så?”

Kl. 14:25 gemmeleg
Nu giver jeg det lige et sidste skud. En-og-tyve, to-og-tyve, tre-og-tyve … nu kommer jeg! Titte-bøh! Indledning kom frit frem!
Jeg forstår det ikke. Hvor bliver den af?
Det er som om indledningen, der chokerer og engagerer, bevæger sig længere og længere væk i takt med mit kontorstols-kollaps.
Nå, indledningen må vente til i morgen. Den løber jo heller ingen vegne.

Kl. 15:37 tilbage på børnehavens parkeringsplads
Jeg triller ind på parkeringspladsen. Bilerne holder som sild i en tønde. Heldigt Louis’ mor var klar til at køre. Skyggerne vandrer over lakken, mens sidespejlene klapper ind.
Som jeg krydser parkeringspladsen, glider Thomas’ ansigt frem bag en bil.
Han ser sporty ud, som han står der i sit løbetøj, mens svedperler pibler frem.
”Hvordan var turen?” spørger Thomas.
Turen? tænker jeg lidt paf. Hvad mener han? Min hjerne kører på højtryk.
”Ja, hvordan var løbeturen? Hvilken rute tog du?” siger Thomas.
Nåh ja, løbeturen! Jeg kigger ned ad mig selv. Løbesokker, aerodynamiske tights og løbeur. Heldigvis tog jeg pandebåndet af, inden jeg kørte.
”Kom du ikke af sted?” spørger Thomas.
Jeg leder efter en grimasse, der kan passe. Mit hjerte hamrer, så det mærkes helt ud i fingerspidserne, mens varmen strømmer ud i alle kroppens afkroge. 

”Jeg kom ikke af sted”, fremstammer jeg. ”Jeg ved ikke, hvor tiden blev af. Pludselig var klokken mange, og børnene skulle hentes. Det må blive i morgen.”
Jeg kigger på Thomas. Et skævt smil breder sig på hans ansigt.
”Ja, jeg ved godt, at det er en dårlig undskyldning. Jeg føler mig sgu også lidt åndssvag, når jeg står her i løbetøjet,” fortsætter jeg. ”Hvad med dig, hvordan var din tur? Du ser godt svedig ud.”
Thomas griner. Han lægger en hånd på min skulder. ”Velkommen i klubben!” siger han.
Mine øjenbryn sænker sig, og mine øjne kniber sammen.
”Hvilken klub?” spørger jeg.
”Klubben for forældre, der afleverer og henter deres børn i det samme sæt løbetøj, fordi de aldrig kom af sted”, griner Thomas.
”Skyldig som anklaget!”, griner jeg.
Jeg peger på svedperlerne på hans kind.
”De her?” griner han videre, mens han tørrer panden med sit ærme. ”Gid det var så vel. Det eneste, jeg har løbet efter i dag, er vores tre kaniner. De var brudt ud af deres bur – de små lømler!”
Muskelspændingerne i min krop forsvinder som ved et trylleslag.
”Hahaha!” griner Thomas, mens han slår sig på låret. Tårerne triller ned ad vores kinder, mens vi tager os til maven.
Jeg griner både af mig selv og af den klub, vi begge er medlem af. Det er ikke et medlemskab, jeg er stolt af, men det luner alligevel at vide, at vi faktisk er en hel klub. Det er rart ikke at føle sig som Palle alene i verden!
Det er ikke kun mig, der står op og går i seng i det samme ubrugte løbetøj.

…

Genkender du udfordringen med at gå fra tanke til handling – måske i anden indpakning?
Så læs næste nummer, der handler om netop dette.

Jeg håber, at I har bedre held med jeres eventuelle nytårsforsætter end min gode ven ”mindset doktoren”.

Godt nytår!

Må tankekraften være med dig.

Rasmus 
– Dr. Tankekraft 😉