21. maj 2026
Den fejl, der får dig til at dømme andre hårdere end dig selv
(Læsetid: 2:56 min)
Du træder ind ad døren tre minutter for sent.
Jakken halvt på, kaffen i hånden og hovedet efterladt i børnehavens entré, hvor afskedsseancen endte som en cirkusforestilling.
Din forklaring er klar:
Der var trafik.
Et barn manglede en sandal.
Og Outlook drillede.
Dagen efter kommer din kollega Lise tre minutter for sent.
Din første tanke?
”Hun er også altid så sjusket.”
Og der har vi den.
Ikke kollegaen. Ikke sandalen. Ikke Outlook.
Men den lille mentale genvej, der får os til at se vores egne fejl som situationer – og andres fejl som personlighedstræk.
Jeg kalder det intentionsrabat.
Altså den rabat, du giver dig selv, fordi du kender dine egne intentioner.
Når du svarer kort på en mail, er du presset.
Når din kollega svarer kort, er hun passiv-aggressiv.
Når du glemmer en deadline, skyldes det, at opgaven druknede i alt det andet.
Når andre glemmer en deadline, er det nok, fordi de mangler struktur, systematik og selvdisciplin.
Når du afbryder andre på et møde, er det bare, fordi du er engageret.
Når andre afbryder, er de bare dårlige lyttere.
Det er ikke specielt kønt, men det er meget menneskeligt.
Den fundamentale attribueringsfejl handler netop om dette: Vi overvurderer personligheden og undervurderer situationen, når vi forklarer andres uhensigtsmæssige adfærd.
Med andre ord:
Vi giver os selv kontekstmæssige undskyldninger.
Mens vi giver andre karakterdomme – for præcis det samme.
Og det kan godt blive dyrt.
Ikke nødvendigvis på bundlinjen i første omgang. Men i relationerne. I tilliden. I samarbejdet.
For når vi først har sat mærkatet på andre, begynder vi at lede efter beviser:
”Han er sjusket.”
”Hun er negativ.”
”Hun er uambitiøs.”
”Han vil bare have ret.”
Og pludselig ser vi ikke længere kollegernes adfærd, men vores egne fortolkninger heraf.
Det betyder selvfølgelig ikke, at du blot skal ”undskylde” andres dårlige opførsel i alle tilfælde.
Dårlig adfærd er stadig dårlig adfærd! En misset deadline skal stadig håndteres. En hård tone skal stadig tages alvorligt. En kollega, der afbryder igen og igen, skal stadig have feedback.
Men der er forskel på at sige:
”Du afbrød mig tre gange.”
Og:
”Du respekterer aldrig andres input.”
Den første sætning beskriver noget, der kan undersøges.
Den anden lukker sagen.
Så hvad kan du gøre, når din indre dommer allerede har taget parykken på og slynger om sig med karakterdomme?
Prøv disse tre spørgsmål:
Hvad ville jeg kalde det, hvis det var mig selv?
Ville jeg stadig kalde det sjusk, arrogance eller dovenskab? Eller ville jeg finde en mere venlig forklaring?
Hvilken kontekst mangler jeg?
Er personen presset? Uklar på opgaven? Distraheret? Uenig? Træt? Eller bare fanget i en tirsdag, der også gik lidt mere cirkus i end planlagt?
Hvad kan jeg observere (uden at gætte)?
”Du kom 10 minutter for sent.”
”Du svarede kun med én linje.”
”Du afbrød to gange.”
”Du afleverede efter fristen.”
Det lyder næsten for enkelt. Og det er det også. For du kommer helt sikkert til at gå i fælden – igen. At ændre sin tænkning kræver nemlig træning – tanketræning. Og det tager tid.
En lille øvelse:
Næste gang du tænker ”typisk ham” eller ”typisk hende”, så tilføj dette til sætningen:
”… eller også mangler jeg kontekst.”
Den lille tilføjelse skaber et mulighedsrum, der kan udforskes, så du ikke får gjort et øjebliksbillede til en personlighedsdom.
Og hvem ved.
Måske får du endda øje på, at andre også går rundt med gode intentioner.
Selv når de kommer tre minutter for sent. Præcis ligesom dig selv.
Husk: Vi kender vores egne intentioner, men kun andres adfærd. Derfor kommer vi nemt til at dømme dem hårdere og på et tyndere grundlag, end når vi bedømmer os selv.
Må tankekraften være med dig.
Rasmus
– Dr. Mindset 😉
