18. september 2025

Tillært hjælpeløshed – en sikker opskrift på at mislykkes

(Læsetid: 2:52 min)

Det vigtigste først. Og vinderen er…

Susanne. Du har vundet et signeret eksemplar af ”Mønsterbrydere og mindset”.

Og tak for svarene på mit spørgsmål. I har heldigvis mange mennesker i jeres arbejds- og privatliv, der løfter jer. I fremhævede særligt:

  • Gode kolleger – både chefer, underordnede og ligestillede medarbejdere
  • Venner, familie og jeres bedre halvdel
  • Professionelle coaches og sparringspartnere

Og nu tilbage til lidt fagligt nørderi fra forskningsprojektet og bogen.

En af de ting, der blev tydelige i mine samtaler med de 24 mønsterbrydere, var, at deres måde at se verden på ændrede sig markant i forbindelse med deres mønsterbrud.

Denne mentale forandring handlede, ud over deres mindset, også om deres forklaringsstile. Forklaringsstile handler om, hvordan vi forklarer os selv årsagerne til positive og negative begivenheder i vores liv.

Forestil dig, at du lige har misset en vigtig deadline. Hvad siger din indre stemme: “Jeg er håbløs til planlægning” eller “Det her projekt krævede en bedre plan”? Det lille skift i forklaring kan gøre hele forskellen på, om du sidder fast eller rykker dig. For det, du fortæller dig selv, former dine handlinger.

Teorien om forklaringsstile er udviklet af professor Martin Seligman. Din forklaringsstil er afgørende, fordi dine tanker ikke blot afspejler, hvad der sker omkring dig. Dine tanker former dit syn på verden, og derfor også din adfærd.

Forklaringsstile er – ligesom mindset – en skala, vi bevæger os på afhængigt af konteksten. På den ene yderpol af skalaen bor ”pessimisme”, og på den anden ”optimisme”.

Når du er på den pessimistiske side af skalaen, opfatter du årsagerne til, at noget dårligt er sket, som permanente, universelle og indre. Det her kommer altid til at gå dårligt, det gælder alle områder af mit arbejde, og det skyldes mig.

I den optimistiske del af skalaen ser verden anderledes ud. Når noget negativt er sket, så tænker du på årsagerne som midlertidige, specifikke og ydre. Det var kun den her gang, det gik galt, det var kun lige denne type opgave, og det skyldes ydre faktorer.

Når vi oplever positive begivenheder, så skifter fortegnet. Her opfatter pessimisten årsagerne som midlertidige, specifikke og ydre. Og optimisten opfatter dem som permanente, universelle og indre.

De to forklaringsstile afspejler vidt forskellige måder at se verden på og resulterer i meget forskellige udfald. Mønsterbrydernes beretninger var fortællingen om rejsen fra tillært hjælpeløshed, hvor du giver op på forhånd, fordi du tynges af for tung bagage, til tillært optimisme, hvor du tror på egne evner og har håb for fremtiden.

Hvad fortæller du dig selv, er årsagerne til dine sejre og nederlag i arbejdslivet og privat?
Er det pessimisten eller optimisten, der taler?

Hold øje med karakteren af de slutninger, du laver om årsagerne til dine succeser og nederlag:

  • Er de ydre eller indre?
  • Er de permanente eller midlertidige?
  • Er de universelle eller specifikke?

Det første omhandler, hvad du tænker om dig selv. De to sidste er bestemmende for, hvordan du handler.

Selvom Seligmans bog ”Learned Optimism: How to Change Your Mind and Your Life” er godt oppe i årene, er den anbefalelsesværdig. Så læs den, hvis du er nysgerrig på pessimisme, optimisme og forklaringsstile.

En lille øvelse (omskriv din fiasko på 90 sekunder): Prøv at skrive om dit seneste nederlag, hvor du beskriver hændelsen årsager som eksterne, midlertidige og specifikke. Læs det højt for dig selv og mærk, hvad det gør ved dig. Og noter eventuelt, hvordan det adskiller sig fra det, du plejer at sige til dig selv, når noget går galt.

Husk at dine tanker ikke blot afspejler, hvad der sker i dit liv, men også former de muligheder, du ser, og derfor de veje, du tager.

Må tankekraften være med dig.

Rasmus 
– Dr. Mindset 😉

Faglige indsigter med et glimt i øjet

Tak for at læse med. Hvis du har lyst, så tilmeld dig nyhedsbrevet.

Det udkommer 2 gange om måneden og kan læses på under 3 minutter.

Tilmeld dig inden din kollega, og få et vidensmæssigt forspring.

Endnu ikke tilmeldt?

Tidligere udgaver af Mindset Nyhedsbrev logo

13. nov. 2025

30. okt. 2025

16. okt. 2025

2. okt. 2025

18. sep. 2025

4. sep. 2025

21. aug. 2025

7. aug. 2025

10. juli 2025

26. juni 2025

12. juni 2025

29. maj 2025

15. maj 2025