13. november 2025

Hvem orker egentlig feedback?

Optimering, feedback, selvværd, lærings, filtre, coaching, udvikling, personlig vækst, mental sundhed.

(Læsetid: 2:36 min)

Forestil dig dit næste teammøde. Jeres leder roser din indsats, men runder af med et lille ”men …” Du mærker straks varmen i kinderne og en intens trang til at bortforklare, men du bider det i dig – selvom trangen er næsten uudholdelig. 

Et øjeblik efter er det din kollegas tur. Hun sidder afslappet i stolen, tager imod og laver noter. Hun spørger sågar: ”Hvor ser du, at jeg kan forbedre mig fremadrettet?” 

Og det lyder som oprigtig nysgerrighed – ikke blot den helt særlige slags ”slik”, der starter med r og har tre bogstaver.

Hvor er hun irriterende god til at tage imod feedback! Tænker du måske. Og hvorfor reagerede vi egentlig så forskelligt?

Om du tænker ”fandens!” eller ”fantastisk!”, når det trækker op til feedback, ja, det handler blandt andet om dit mindset.

I et fixed mindset peger kritisk feedback på nogle indre mangler, som ikke kan ændres. Det er vejen til dårligt selvværd og humør, fordi kritik er en trussel mod vores positive selvbillede. Kritik skal altså undgås − næsten for enhver pris.

Måske er dette en del af forklaringen på, at mange organisationer ikke lykkes med at leve den feedback-kultur, de drømmer om. Når en fixed mindset-tænkning dominerer, opleves feedback ikke som en udviklingsmulighed, men som et personangreb. 

Feedback bliver en kampplads, hvor én sejrer. Og kritik, ja, det bliver fejet ind under gulvtæppet, som en uønsket nullermand, så snart kollegerne kigger den anden vej. Og det fremmer med garanti ikke læring og udvikling. 

I et growth mindset peger kritisk feedback på, hvor du kan udvikle dig. Det opfattes som vejen til næste niveau. Derfor afføder feedback typisk nysgerrighed og uddybende spørgsmål – ikke en kamp om at få ret. 

Hvilket mindset du er i, når du modtager feedbacken, gør altså en kæmpe forskel. Og ja, så spiller måden, hvorpå feedbacken gives, og hvem der giver den, selvfølgelig også en rolle. Men det er ikke emnet i dette nyhedsbrev. Her handler det om, hvordan dit mindset påvirker, hvordan du forholder dig til feedback.

Dit mindset former dit feedback-filter – ”lort” eller ”lagkage”. Og det afgør, hvordan du tænker og handler på den ”gave”, som dine kolleger har til dig. Blinker ”selvværds-alarmen” som et stroboskoplys, så snart den mindste kommentar falder om dit hjerteblodsprojekt? Eller lyser ”selvforbedrings-lampen” roligt, mens nysgerrigheden bruser i din krop?

I den ene verden er kritisk feedback et personangreb, der truer dit selvværd. I den anden er det en invitation til forbedring. 

Et råd: Næste gang du får et kritisk input fra en kollega, så overvej, hvilket filter du anvender. Det ene lukker ned for feedback og dialoger, og det andet åbner op for nysgerrighed og fælles udforskning. 

Og husk, hvis du reagerer med et fixed mindset på feedback − med vrede, ligegyldighed, bedrevidenhed eller endnu værre med modangreb, ja, så lærer dine kolleger hurtigt at holde deres idéer for sig selv.

Fixed mindset-reaktioner på kritisk feedback får måske feedbacken til at forsvinde – folk orker ikke – men sammen med den fordufter dine udviklingsmuligheder. 

Du gør det sikkert også selv over for nogle af dine kolleger – altså tilbageholder feedback, fordi den ikke lander godt. 

Husk, feedback handler ikke kun om, hvad der bliver sagt. Det handler også om måden, vi filtrerer den på. Så prøv at skrue op for læringsfiltret og ned for selvværdsalarmen.

Må tankekraften være med dig.

Rasmus 
– Dr. Mindset 😉

Faglige indsigter med et glimt i øjet

Tak for at læse med. Hvis du har lyst, så tilmeld dig nyhedsbrevet.

Det udkommer 2 gange om måneden og kan læses på under 3 minutter.

Tilmeld dig inden din kollega, og få et vidensmæssigt forspring.

Endnu ikke tilmeldt?

Tidligere udgaver af Mindset Nyhedsbrev logo

13. nov. 2025

30. okt. 2025

16. okt. 2025

2. okt. 2025

18. sep. 2025

4. sep. 2025

21. aug. 2025

7. aug. 2025

10. juli 2025

26. juni 2025

12. juni 2025

29. maj 2025

15. maj 2025