26. februar 2026
Få dit Nej-budget til at leve (møde-diæt, rollekompas og ja-triggere)

(Læsetid: 3:10 min)
Du satte rammen i forrige uge. Nu kommer den sværeste del: der, hvor det kan ses – ikke i flotte ord og ambitioner, men i kalenderen. For kalenderen er det moderne arbejdslivs usynlige indpisker. Det, der ikke står i kalenderen, forsvinder på magisk vis. Ord er magt, ja. Men det er mødeindkaldelser også!
Giv kalenderen en møde-diæt. Sæt et loft for antallet af møder, du kan deltage i på en uge, hvis du skal kunne deltage med kvalitet og samtidigt løse dine opgaver. Og prøv at låse to intervaller à 90 minutters varighed i din kalender – det giver mere end man skulle tro.
Hvis dine kolleger foreslår et 60-minutters møde – fordi det plejer I – så prøv at respondere med: ”Jeg vil gerne hjælpe. For at passe mine opgaver er mit forslag 15 minutter på telefon i dag frem for 60 minutter i næste uge.” Det er ikke hårdt. Det er hjælpsomt. De fleste bliver lettede. De vil nemlig også helst hurtigt videre.
Giv nej’er legitimitet med et rollekompas. Et rollekompas hjælper dig med at holde fokus på det, du skal skabe, i stedet for det, som du skal deltage i. Brug sætningen:
”Min rolle er [X], derfor siger jeg nej til [Y], så jeg kan levere [Z].”
(Det har intet med generationer at gøre – bare rolig.)
Sætningen klargør dit mandat, beskytter kapacitet og gør ”nej” til ”ja” til det vigtigste.
Det lyder næsten for nemt. Men det virker tit, for det gør dit nej legitimt – i stedet for uhøfligt. Og husk nu … det er ikke kun op til dig selv, hvad der er vigtigt – heller ikke på arbejde.
Hvis du for alvor skal levere på dit nej-budget, må du blive en rigtig nej-hat. Og det kræver træning. Det første, du skal gøre, er at lære dine ja-triggere at kende. Altså det, der får dig til at sige ja gang på gang, selvom du godt ved, at du burde sige nej.
Kender du dine ja-triggere? Vi har dem alle. Smiger. Haster-flaget. Status. FOMO. Konfliktskyhed. Skriv dine to største ned på en papirlap og læg den på dit skrivebord.
Og når triggerne udløses, så læs sætningen fra dit rollekompas højt for dig selv. Eller hold blot fem sekunders tænkepause. Det kan være forskellen på et høfligt ”automat-ja” og et bevidst ”nej”.
Nej kan formuleres på mange måder. Og medmindre du er den fødte nej-hat, så kræver det nok lidt øvelse. Du behøver ikke 100 nej-formuleringer for at være en kompetent nej-hat, der siger ”nej” pænt og ordentligt. Lav to-tre sætninger, der kan bruges til det meste. Lad dig inspirere af disse fem korte nej-scripts, der holder tonen venlig, men tydelig:
- ”Tak for tilliden. For at gøre det ordentligt kræver det X. Det har jeg ikke nu … så jeg må sige nej.”
- ”Gerne … hvis det kan erstatte [opgave] i denne uge.”
- ”God idé. Kan vi justere scope til [mindre version]? Ellers må jeg takke nej.”
- ”Ikke nu. Tag det op igen [dato], så ser vi på det.”
- ”Jeg kan levere [del-leverance] i denne uge. Hele pakken kræver en byttehandel – hvad skal ud?”
De næste 14 dage: Gør det let for dig selv. I dag sætter du loftet for møder og låser to tidsintervaller. I morgen skriver du dine ja-triggere og lægger byttekortene fra forrige nyhedsbrev klar: Før hvert ja: “Ja til ____ → derfor dropper jeg i denne uge ____.”
Intet byt – intet nyt. Du siger ikke nej til mennesker. Du siger ja til retning.
I næste uge justerer du: Hvad var for stramt? Hvad var for løst? Hvad gav mest ro?
Når nej-budgettet lever i din kalender, og nej-hatten er på dit hoved, oplever kollegerne ikke, at du siger “nej” oftere. De oplever, at dine “ja’er” betyder noget. Mindre ja-støj. Mere reel værdi. Venligt. Klart. Uden skyld.
En lille øvelse, du kan lave med det samme: Vælg 1 ja-trigger og 1 nej-script, du vil bruge i denne uge. Svar gerne på mail med dit valg – jeg hepper på dig iført en kæmpe ”nej-hat”.
Må tankekraften – og nej-hatten – være med dig.
Rasmus
– Dr. Tankekraft 😉
