27. august 2026

Den organisatoriske lygtepælseffekt

(Læsetid: 2:48 min)

Der er noget beroligende ved et godt dashboard.

Tallene står stille længe nok til, at vi kan tale om dem. De kan sammenlignes, farvekodes og sendes videre. Det giver en følelse af overblik.

Og den følelse er ikke uvigtig.

Problemet opstår, når overblikket begynder at ligne sandheden.

For det er ikke altid, at det vigtigste også er det letteste at måle: om kolleger hjælper hinanden, når presset stiger. Om folk tør sige det svære højt. Om værdierne lever i prioriteringerne – eller mest i firmaskabelonens PowerPoint.

Det er her, den organisatoriske lygtepælseffekt begynder.

Lygtepælseffekten er den gamle historie om manden, der leder efter sine nøgler under en lygtepæl. Ikke fordi det var dér, han tabte dem, men fordi det er dér, lyset er bedst.

I organisationer gør vi noget lignende.

Vi leder efter svar dér, hvor data er lettest tilgængelige. Vi styrer efter det, vi kan tælle op i Excel-ark. Vi taler om det, der kan måles.

Og før vi ved af det, kommer det let målbare til at fylde … ja, mere eller mindre det hele.

Og ja, jeg kender det også selv.

Det er rart, når en kompleks virkelighed kan få tre farver, en pil og en konklusion. Så føles det, som om vi har styr på det. 

Selvom vi måske bare har styr på den del, der er lettest at få øje på.

KPI’er er ikke dumme.
Det er tunnelsyn. 

KPI’er kan give retning, skabe overblik og hjælpe os med at opdage mønstre, vi ellers ville overse.

Problemet opstår, når vi begynder at styre udelukkende efter det, der er let at måle og veje. Altså alt det, der står lige i lyskeglen.

Meget i en organisation lyser ikke op i dashboardet, selvom det er vigtigt. Fx om samarbejdet faktisk bliver bedre, og om teams lærer af deres fejl – eller bare bliver bedre til at (bort)forklare dem bagefter.

Og ja, det lyder måske lidt blødt.

Men prøv at arbejde et sted uden tillid. Eller være i et team, hvor ingen hjælper hinanden. Så bliver det, der er svært at måle, hurtigt meget menneskeligt konkret.

Den organisatoriske lygtepælseffekt rammer os lige der, hvor det gør allermest ondt: i vores travlhed.

For det er ti tusind gange lettere at levere på det, vi bliver målt på, end at stoppe op og reflektere over, hvad vi burde gøre. Og så vælge at gøre noget andet end det, vi bliver belønnet for.

Og det rammer os alle.

Uagtet vores gode intentioner har det synlige det med at vinde.

Det, der kan måles, får mødetid. Det, der kan rapporteres, får ledelsesopmærksomhed. Det, der kan sættes i et dashboard, får status som virkelighed.

Imens står de mere komplekse menneskelige aspekter af arbejdslivet uden for lyskeglen og fryser.

Kultur, værdier og samarbejdsadfærd viser sig sjældent som ét pænt tal.

De viser sig i de små valg:

Hjælper vi hinanden, når ingen måler det?
Deler vi viden, selv når vi har travlt?
Siger vi fra, før kvaliteten knækker?
Tør vi sige: ”Jeg tror, vi måler på det forkerte”?

Hvad gør vi?

Vi skal ikke slukke lygtepælen. Vi skal bare huske at gå væk fra den en gang imellem. Tage pandelampen på og lede andre steder også.

Næste gang du sidder med et tal, en score eller en KPI, så prøv tre spørgsmål:

1. Hvad hjælper det os faktisk med at se? 
2. Hvilke vigtige dele af virkeligheden ligger uden for målingen? 
3. Hvad burde vi også være nysgerrige på? 

For nogle gange ligger nøglen ikke dér, hvor lyset er bedst.

Den ligger dér, hvor vi ikke har kigget endnu.

Må tankekraften – og pandelampen – være med dig.

Rasmus 
– Dr. Mindset 😉

PS: Mange af de tanker, jeg kredser om her i nyhedsbrevet, har jeg samlet og foldet ud i min bog Tankekraft. Så hvis du har lyst til mere refleksion over mennesker, mindset og arbejdsliv, finder du den på Saxo HER eller hos boghandlere landet over.