22. oktober 2026

Det tæller ikke med

(Læsetid: 2:47 min)

Der er en sætning, der burde gøre enhver organisation lidt nervøs:

”Det tæller ikke med.”

Den bliver sjældent sagt højt. Men den bliver tænkt hver eneste dag.

Når medarbejderen vælger sin egen opgave frem for at hjælpe kollegaen, der er ved at drukne. Når projektlederen lukker endnu en opgave i systemet, selvom samarbejdet knirker. Når lederen siger, at kvalitet er vigtigt, men kun spørger til fremdrift, leverancer og deadlines.

Så sker der noget meget menneskeligt: 

Vi gør mere af det, vi bliver målt på.

Det lyder måske kynisk. Men det er egentlig bare organisatorisk hverdagspsykologi.

Målinger beskriver ikke bare adfærd. De former den.

En måling er ikke neutral, når den først bliver koblet til opmærksomhed, status eller belønning.

Den fortæller os, hvad der kan betale sig at bruge kræfter på. Og hvad der bedst kan betale sig at lade ligge.

Sagt med andre ord: Målinger er ikke bare et spejl. De er et træningsprogram.

Hver gang vi spørger til ét tal og ikke et andet, træner vi opmærksomheden.
Hver gang vi belønner én type leverance og ignorerer en anden, træner vi prioriteringen.
Og hver gang vi følger op på noget på statusmødet, fortæller vi indirekte: 

Det her betyder noget.

Måler vi udelukkende individuelle præstationer, skal vi nok ikke blive overraskede, hvis folk prioriterer deres egne mål. Også når det går ud over helheden.

Og siger vi, at samarbejde er vigtigt, men belønner individuelle leverancer, så har vi et problem. 

Ikke et intentionsproblem.

Et incitamentsproblem.

Langsomt, men sikkert lærer organisationen, hvad der reelt tæller. Ikke nødvendigvis det, der står i værdigrundlaget. Ikke nødvendigvis det, der bliver sagt på strategidagen. Men det, der bliver spurgt ind til, fulgt op på, belønnet og prioriteret i hverdagen.

Og ja, jeg ved godt, at det kan lyde hårdt.

For de fleste organisationer har gode intentioner. De fleste ledere vil gerne skabe samarbejde, kvalitet, læring og psykologisk tryghed. De fleste medarbejdere vil gerne gøre et ordentligt stykke arbejde.

Men gode intentioner taber ofte til stærke incitamenter.

Ikke fordi mennesker er kyniske.

Men fordi de fleste af os forsøger at lykkes i det system, vi er en del af. Hvis systemet belønner tempo, skruer vi op for tempoet. Hvis systemet belønner individuelle resultater, passer vi vores egne mål. Hvis systemet aldrig spørger til samarbejde, lærer vi, at samarbejde er noget, vi må klare, når der er tid til overs.

Som en medarbejder engang sagde til mig:

”Hvis topledelsen virkelig mener det med samarbejde og kvalitet, jamen, så kan de jo bare lave incitamenterne om.”

Av.

Men også ret præcist.

For organisationer får ikke mere af det, de siger er vigtigt. De får mere af det, de gør vigtigt.

Hvis vi siger ”samarbejde”, men måler ”min leverance”.
Hvis vi siger ”kvalitet”, men belønner ”hastighed”.
Hvis vi siger ”læring”, men straffer ”fejl”.

Ja, så skal vi nok ikke blive så overraskede, hvis medarbejderne gør det, systemet stille og roligt træner dem i: at passe sig selv og arbejde efter KPI’en.

Så næste gang tallene lyser grønt, men mavefornemmelsen blinker gult, så stop op. Ikke for at kassere tallene. Men for at stille de spørgsmål, der ikke altid står i dashboardet:

Hvilken adfærd belønner tallet?

Får vi mere af det, vi ønsker – eller bare mere af det, vi tæller?

Hvor spænder vores incitamenter ben for vores værdier?

For der kan være stor forskel på den organisation, vi beskriver i strategien, og den organisation, vi bygger gennem vores målinger.

Så spørgsmålet er ikke kun:

Hvad måler vi?

Spørgsmålet er:

Hvad træner vi medarbejderne i at gøre?

Må tankekraften være med dig.

Rasmus 
– Dr. Mindset 😉

PS: Mange af de tanker, jeg kredser om her i nyhedsbrevet, har jeg samlet og foldet ud i min bog Tankekraft. Så hvis du har lyst til mere refleksion over mennesker, mindset og arbejdsliv, finder du den på Saxo HER eller hos boghandlere landet over.

Tidligere numre af Mindset Nyhedsbrev logo

Flere…

2. okt. 2025

4. sep. 2025

21. aug. 2025

7. aug. 2025

10. juli 2025

26. juni 2025

12. juni 2025