24. september 2026
Lederstolen har indbygget airbag

(Læsetid: 2:08 min)
Forestil dig, at du er leder.
Du har lige præsenteret en ny retning for teamet.
Ikke noget voldsomt.
Bare en justering.
Nye prioriteringer. Lidt skarpere fokus. Et par opgaver, der skal flyttes rundt.
Du slutter af med det klassiske spørgsmål:
”Giver det mening?”
Der bliver nikket rundt om bordet.
En siger:
”Ja, det lyder fint.”
En anden spørger til deadline.
Ingen protesterer.
Du går ud af mødet med en god fornemmelse.
Folk virkede rolige.
Stemningen var ordentlig.
Der var ingen modstand.
Så alt er vel fint?
Måske.
Men du kan også have oplevet en klassisk ledelsesfælde:
at stilhed kan ligne tryghed fra lederens stol.
Ikke fordi du er naiv.
Ikke fordi du ikke vil høre sandheden.
Ikke fordi du er en dårlig leder.
Men fordi din plads i rummet gør noget ved det, du kan se. Når du er leder, er der meget, der føles mindre risikabelt. Lederstolen har en usynlig airbag. Den dæmper noget af den sociale risiko, andre i rummet mærker tydeligere.
Det er mindre risikabelt at stille et kritisk spørgsmål.
Mindre risikabelt at være uenig.
Mindre risikabelt at sige noget ufærdigt højt.
For du har rollen. Du har mandatet. Du har typisk mere information. Og du har ofte mere kontrol over, hvad der sker bagefter.
Det betyder ikke, at ledelse altid føles trygt.
Langtfra.
Men i samtalen med medarbejderne har lederen ofte en anden form for beskyttelse.
En usynlig airbag.
Stiller lederen et ”dumt” spørgsmål, bliver det måske kaldt nysgerrighed. Stiller en medarbejder det samme spørgsmål, kan vedkommende frygte at virke uforberedt, modvillig eller inkompetent.
Når lederen udfordrer planen, kaldes det strategisk tænkning. Er du medarbejder, kan det let føles, som om du er besværlig eller en Rasmus Modsat.
Samme adfærd.
Forskellig risikovurdering.
Af den grund kommer ledere let til at overvurdere den psykologiske tryghed.
De vurderer rummet ud fra, hvordan det føles at sidde i deres egen stol.
Men medarbejderne sidder i nogle andre stole.
Så hvad kan du gøre?
Mit råd: Træk en god portion fra din egen vurdering af trygheden. Så er du tættere på medarbejdernes gennemsnitlige oplevelse. Det er ikke magi. Det er ren matematik.
Og husk, at ikke alle medarbejderne nødvendigvis opfatter trygheden ens.
Fra lederstolen kan stilhed ligne ro.
Den kan ligne enighed.
Den kan ligne fremdrift.
Men nogle gange er stilhed bare medarbejdernes måde at passe på sig selv på.
Så næste gang et møde slutter uden modstand, bør du måske være lidt mindre beroliget.
Ikke mistroisk.
Bare nysgerrig.
Måske var alle enige.
Måske sad du bare i en stol med indbygget tryghedsairbag.
Må tankekraften være med dig.
Rasmus
– Dr. Mindset 😉
PS: Mange af de tanker, jeg kredser om her i nyhedsbrevet, har jeg samlet og foldet ud i min bog Tankekraft. Så hvis du har lyst til mere refleksion over mennesker, mindset og arbejdsliv, finder du den på Saxo HER eller hos boghandlere landet over.
